DÉCLARATION DE LA SECTION SCANDINAVE (J V MARTIN, Avril 1962) + PRÉSENTATION DE LA REVUE « SITUATIONISTISK REVOLUTION » (Octobre 1962)

Pressemeddelelse fra den Situatinistiske Internationale, Skandinaviske Sektion

D. 4. april 1962

L'Internationale Situationniste,
Skandinaviske Sektion,
Strømmen 22,
Randers,
Danmark

Til redaktionerne af dagblade og kunsttidsskrifter i Skandinavien

Foranlediget af et flyveblad som digteren Jørgen Nash har udsendt mod avantgarde bevægelsen l'Internationale situationniste, beder vi Dem venligst bringe til Deres læseres kundskab at digteren Jørgen Nash er blevet ekskluderet af bevægelsen, - han har, som det fremgår af vedlagte proklamation, gennem vor bevægelse søgt at understøtte en kreds af privatsamlere. - Denne handling strider mod bevægelsens teorier, der netop er baseret på at få kunsten ud af den privatkapitalistiske blindgyde hvori den er havnet på grund af spekulations- og accepteringstrang.

Samtidig skal vi henlede Deres opmærksomhed på, at l'I.S., ønsker at lade glemslens slør falde over den af Nash ejede gård Drakabygget, som han uden bevægelsens godkendelse kalder for "Bauhaus Situationniste", denne benævnelse er i direkte modstrid med vore teser - og disse ønsker vi ikke udsat for forfalskning, Da der ikke under nogen form kan eksistere situationistisk kunst - ville det vist være temmelig latterligt om l'I.S., så oprettede et situationistisk akademi.

I øvrigt er vor bevægelse udelukkende baseret på kollektivitetsprincippet, men også på dette punkt har Nash direkte modarbejdet vore teorier, ved gentagne gange i interviews og lignende at have udtalt sig som værende leder af l'I.S. - ledersystemet eksisterer ikke i l'I.S.

Vi henleder endvidere Deres opmærksomhed på, at det, af Nash i nær fremtid udsendte tidsskrift DRAKABYGGET, om hvilket det i forhåndsmeddelelsen har heddet, at være udgivet af l'I.S., absolut intet har med 1. Internationale situationniste at gøre.

For retfærdighedens skyld beder vi Dem venligst bringe vedlagte proklamations fulde ordlyd i Deres blad, og om nødvendigt - da på vort ansvar. Skulle det være umuligt for Dem af hensyn til evt., pladsmangel, beder vi Dem venligst bringe en notits om eksklusionen

Såfremt Deres blad er interesseret i, engang ved lejlighed, at bringe artikler om hvad vor bevægelse autentisk er (vi prætenderer ikke blot at være den eneste avantgarde der findes, men er det også), beder vi Dem venligst rette henvendelse til ovenstående adresse.

Med de venligste hilsener

f. l'I.S.

J.V. Martin

PS. Vi beder redaktionerne for aviser og tidsskrifter i Norge og Finland bringe en efterlysning i tilknytning til eksklusionsmeddelelsen. Det drejer sig om en norsk og en finsk avantgarde-kunstnergruppe der har søgt optagelse i l' I.S. - da Jørgen Nash ikke agter at udlevere adresserne på disse grupper beder vi venligst Dem være os behjælpelige, således at disse grupper gennem Deres blad kan få at vide, hvortil en ny optagelsesbegæring kan sendes.

Un fantôme hante le monde : l'Internationale situationniste. Toutes les puissances de la vieille culture se sont liguées en une sainte croisade pour détruire ce fantôme ou bien pour parler en son nom, afin que leur imposture réintègre ce trouble dans le confort du passé : Malraux et Bomholt, le surréalisme à Paris et le réalisme-socialiste à Budapest, les nashistes de Suède et les juges de Munich !

Une double conclusion se dégage de ces faits : l'I.S. est, dès maintenant, reconnue comme une puissance par toutes les polices et par tous les falsificateurs de la pensée libre.

Il est grand temps que les situationnistes exposent ouvertement, dans toutes les zones culturelles où ils sont déjà apparus, leurs idées, leurs buts, leurs méthodes de création. Il est temps qu'ils opposent à toutesles légendes faites dans l'esprit du passé sur le « situationnisme », la radicale nouveauté de l'Internationale situationniste elle-même.

Copenhague, octobre 1962


« Présentation de la revue « Situationistisk Revolution » », Internationale Situationniste, bulletin central édité par les sections de l'Internationale situationniste, numéro 8, janvier 1963 (La rédaction de ce bulletin appartient au Conseil Central de l'I. S. : Michèle BERNSTEIN, Guy DEBORD, Attila KOTANYI, Uwe LAUSEN, J. V. MARTIN, Jan STRIJBOSCH, Alexander TROCCHI, Raoul VANEIGEM)

Tous les textes publiés dans « INTERNATIONALE SITUATIONNISTE » peuvent être librement reproduits, traduits ou adaptés même sans indication d'origine.

****

Foran Den Moderne Kulturhistories Mur

Ikke anklaget !

Forfatteren Jørgen Nash blev den 23. marts udstødt af S.I , men har efter denne udstødelse groft misbrugt bevægelsens navn. Således har han og hans nashistiske medløbere flere gange udsat teserne fra S.I. for forfalskning og misdannelse, en forfalskning, der ikke blot er vendt mod S.I., men mod menneskehedens fremtidige mål.

Det forekommer os således, at den skandinaviske presse under retssagen mod nuværende og fhv. medlemmer af S.I. i München, den såkaldte "SPUR-sag" - i sin iver for at mætte nashisternes publicityhunger og dermed gøre sagen til en mere lokal og delikat affære - fjernede sig meget langt fra det centrale punkt i sagen. For hvorfor hed nr. 6 at S.I.'s daværende tidsskrift i Tyskland: SPUR IM EXIL? - og hvorfor drog medlemmer af gruppe SPUR i exit til Skandinavien? - Ved blot en lille smule omtanke kunne pressen have fundet sagens oprindelse, der var tidsskrift nr. 5, som udelukkende indeholdt en del af S.I's teser for den unitære urbanisme. Her var den virkelige grund, men selvfølgelig kunne pressen (hvoraf en del fik oplysninger direkte fra S.I.) ikke både blæse og have mel i munden samtidig, - den havde travlt med at bringe fede overskrifter, som f. eks. denne :

"DANSK DIGTER ANKLAGET FOR RRVOLUTIONSFORSØG" - (SE og HØR, 3. maj 1962). Eller i B.T. (1. juni 1962): "Han står til fem en halv måneds fængsel i Tyskland". - Nu er det ikke, fordi vi tror, at B.T. eller SE og HØR ligefrem skriver kulturhistorie, men en berigtigelse i dennes navn er dog på sin plads: det officielle anklageskrift fra Amtsgericht München, der er i vor besiddelse, indeholder ikke et eneste sted navnet Jørgen Nash. Nash var ikke anklaget i denne sag, og kunne som følge deraf heller ikke dømmes.

Tag Pegasus med !

Så sent som 12. august 1962 bringer Göteborgs Posten nye løgne om S.I., der tydeligt stammer fra det nashistiske løgneværksted. Således hedder det bl. a. midt imellem alt muligt andet nonsens, at Nash's hest Ambrosius Fjord er begyndt at sygne hen efter S.I.'s udstødelse af alle nashister, og hvis der ikke inden længe indtræffer en bedring, vil Nash anmelde sagen til en dyreværnsforening.

S.I. vil gerne give Nash et råd m. h. t. hans syge hest : Det den har brug for, er ikke en dyreværnsforening, den bør omgående bringes til en dyrlæge !

Rækker det ?

Det er faldet Göteborg Sjö- och Handelstidning for brystet, at S.I. under sit opgør med nashisterne har anvendt ordet "falsknere". Vi kan forsikre samme avis om, at S.I. i hele denne sag ikke kun har den moralske ret hertil !

Fingrene væk !

Fra nashistisk inspireret side hævdes det i Göteborgs Posten (12-8-62), at Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme, som er startet af Asger Jorn og hvis leder er rigsantikvar, professor P. V. Glob, skulle være en fløj af S. l. - S.I. har udmærket kendskab til sine forskellige, "fløje", men vi rettede alligevel en henvendelse til instituttets generalsekretær, dr. med. dent. Hans Kjærholm, Århus - der undrede sig lige så meget som vi.

Instituttets opgave er at udforske den nordiske kulturs indflydelse, på det øvrige Europa, - hvor imod S.I.s opgaver så tydeligt er af global karakter. S.I. kan kun henstille til nashisterne, at de holder deres fingre væk fra dette institut; - tanken er for god og for stor til, at den fortjener at blive ødelagt !

J. V. MARTIN, der efter Nash's sabotage organiserer modstanden fra pålidelige elementer. (I tilknytning til opgøret med og udstødelsen af alle nashistiske elementer fra S.I. publicerede vort franske organ INTERNATIONALE, SITUATIONNISTE nr. 7 ovenstående kliche og tekst).

Brevkasse.

Sp.: Jeg ville så gerne have været anklaget i München, men selv dér har man ikke anset mig for farlig. Hvad skal jeg gøre ?

Spørgejørgen.

Sv.: Sig bare til aviserne, at De er dømt. Det giver lige så meget publicity. Og er betydeligt mere behageligt.

Kan de også det ?

Maleren Asger Jorn, der tidligere ved starten af S.I. i 1955 havde en meget progressiv og vigtig rolle, men som ikke har været medlem siden april 1961, hævdes af nashisterne at være gået over på deres side. For S.I. forekommer dette, der endnu er et postulat, at være en smule mærkeligt, for nashisterne er vitterligt falsknere, og den internationale avantgarde har indtil nu kun gode erindringer om Jorn. - S.I. betragter Jorn som sin ven, men hvis nashisterne - for en gangs skyld - siger en sandhed, må vi sige: det er synd for Jorn; men det er ikke bedre for nashisterne. For hverken Jorn eller nogen anden vil kunne redde den para-situationistiske nashisme !

En digters knusende svar !

Nash's eneste henvendelse til S.I.'s skandinaviske sektion siden hans udelukkelse består af en tom kuvert, der endnu vil kunne beses på rediktionen. Som tilføjelse til adressen har digteren egenhændigt skrevet og understreget med rødt "7. kartoffelrække".

S.I.'s talsmand var i mange dage dybt nedbøjet over dette stærke argument i sagen.

J.V. MARTIN, « Foran Den Moderne Kulturhistories Mur », Situationistsik Revolution nr. 1, 1962.

***

ANTIPOLITISK VIRKSOMHED

Den, der ikke ligefrem med vilje lukker sine øjne, vil ikke kunne have undgået at bemærke de kræfter, der er i gang for at få mennesket gjort til en ensrettet, vanetænkende og umælende maskine. Det er ikke for meget at sige, at en stor del at ansvaret herfor hviler på de arkitekter, der direkte arbejder med byplanlægning over langt sigt. Ikke nok med, at vi i øjeblikket overalt i Europa må lægge øjne til at se den senere tids skrækkeligt dominerende og usandsynligt sterile højhusbyggeri - om hvis grundudgravning vi kun kunne have ønsket, at den var blevet så dyb, at man hurtigt kunne have begravet disse rædsler - men et senere arkitektpåfund er nu også, at vi skal finde os i at have de gardiner hængende, som vedkommende arkitekt har indbefattet i ejendomsprojektet. På et stort hotel i København er det nu således, at man på bestemte steder i bygningen ikke må trække gardinerne fra for evt. at se udover byen, idet en sådan gardin-fratrækning af arkitekten formodes at bryde de givne betingelsers rytme.

Overalt i nærheden af storbyerne skyder i disse år nye og såkaldte "sovebyer" op, hvis hele planlægning i uhyggelig grad minder om ghettoer. - Hvis den umælende maskinslave en dag pludselig går hen og får mæle, - og vi vil lære ham, ikke blot at tale, men også at råbe -, da vil han se, at der ikke er nogen forskel på de "sovebyer", som det sociologiske misfoster dr. Verwoerd har ladet indrette til den sorte afrikaner i nærheden af Johannesburg, og dem, der er indrettet i t. eks. Skandinavien, hvor der endog i dette efterår er påbegyndt en planlægning af de helt små landsbyer, således at »man« nu blot behøver at opstille et vagttårn i byens midte for at have en ganske fortrinlig koncentrationslejr. Arkitekterne bør vide, at såfremt de her nævnte eksempler virkelig er tilfældigheder, er det tilfældigheder, som ordensmagten er overordentlig begejstret for at få overrakt, så den står bedre rustet under udførelsen at de gerninger, den vil komme til at udføre, når det system, Orwell skildrer i sin bog "1984", forsøges indført. Fortvivlende nok er der virkelig arkitekter, der er stolte over, at man nu er i stand til at planlægge og bygge byer, hvori oplevelsesmulighederne for beboerne enten er fuldstændigt fjernet eller nedskrevet til et minimum. Vi véd, at det vil være ligegyldigt at udforske en sådan by for går vi ad 5. gade til højre, vil vi dér møde akkurat det samme syn, som hvis vi var gået ad 8. gade på venstre hånd. Isoleringen af mennesket har ført til en fremmedgørelse, der set med den sociale rangstige som baggrund har ført til kvarterer, hvor det ikke længere er mennesker, der mødes med mennesker, men lejligheder, der mødes med lejligheder. Steriliseringen har således kronede dage, og disse arkitekter er lykkelige over, at de præfabrikerede byggeelementer har givet dem den undskyldning, de tidligere har manglet, når de blev udsat for kritik. Bygherren må slå sig til tåls, når han hører: "teknisk umuligt på anden måde". Vällingby, byen i Sverige med den store selvmordsprocent, må for kommende byplanlæggere og arkitekter bevares som det eksempel, den er.

På andre områder søger politikerne på den mest infantile facon at skabe spændinger, ikke alene af global karakter, men også, hvor det skønnes nødvendigt, af mere lokal karakter. I Danmark, der hersker over et fuldt udviklet kanaliseringssystem, kan de skabte spændinger dog kun sammenlignes med den torden, der kan høres på teatrene. Men overalt kører nu de, der er at den formening, at deres position på den sociale rangstige har nogen betydning, deres kanoner i stilling i et forsøg på at tilintetgøre resterne at den menneskelige tendens til leg. - Dette er kun en detalje af det fremherskende billede af den globale situation i øjeblikket, et billede, der, når det betragtes i sin helhed, kun kan gøre sig fortjent til titlen : Et samfund i armod.

Men det er muligt at ændre dette billede totalt.

S. I. vil vise sig at blive netop den altid lille uforudsete detalje, der vil vokse op til at blive det fældende indicium for de ovenfor nævnte kanonører. For det kan nytte at sætte et modangreb ind overfor de områder i samfundet, som vi i øjeblikket interesserer os for. - Dermed være ikke sagt, at vi ikke beskæftiger os med de tiloversblevne områder, men for øjeblikket arbejder disse ubevidst og fuldstændigt i S.I.'s interesse, og sålænge de gør det, er der ingen grund til på nuværende tidspunkt at rette en kritik mod den resignation, der er resultatet at deres arbejde.

S.I., der i øjeblikket eksisterer under en vis form for isolation, som dog vil blive brudt, - og som i denne tid ser sig bekæmpet at de udstødte para-situationistiske nashister, der med digteren Jørgen Nash i spidsen søger at udlevere bevægelsen til hån og latter -, vil ikke kunne tjene for magthaverne som et statsanerkendt kanaliseringssystem, hvori man neutraliserer revolutionære elementer i befolkningen. Vi véd, at de midler og det materiale, vi har brug for, ligger lige foran vore fødder. Forsvundne tiders kunstnerne, der måtte have følt et revolutionært instinkt for at indføre det kunstnerisk skabende og legende menneskes samfund, har dette været en umulighed, da midlerne for en sådan overgang ikke var til stede. Det er indlysende, at man f. eks. i feudalsamfundet, hvor man ikke rådede over moderne hjælpe-kilder, heller ikke kunne få fuld rådighed over sin tid.

Da store dele at denne planets befolkning kun kan betragtes som levende døde, er det klart, at de moderne hjælpekilder hurtigt vil overtage lederskabet, og dér, hvor de skulle have spillet rollen som overtagerne af tvungent arbejde, og dermed have muliggjort menneskets fulde tid til leg, dér vil de i stedet blive undertrykkerne. Tilbage står nu de revolutionære grupper af arbejdere og kunstnere. Kunstnerne, hvis ønske om indfrielsen af deres kald således nu står overfor sin virkeliggørelse, ser sig pludselig mere svigtet af sine egne end arbejderne. De svigtende kunstnere véd åbenbart, at hvis alle kommer op på den piedestal, der indtil nu har været kunstnerens, er det ensbetydende med, at alle bliver kunstnere, - og heltedyrkningen i spekulationsøjemed vil ophøre. Det må derfor gøres klart for de kunstnere, der lider at denne form for selvbeundring, hvis resultat er en uhyggelig indre trang til at blive accepteret i et samfund, som de trods alt ikke selv kan acceptere, at indsatsen i dette spil er menneskets frihed. For os at se kan en fortsættelse af denne sygelige personlighedsdyrkelse kun føre til et forræderi, der ikke blot er vendt mod kunstnerfriheden, men mod friheden i det hele taget. Nashisterne i Skandinavien, hvoraf flere er løbet til efter udstødelsen at Nash og aldrig har set eller på nogen måde truffet en virkelig situationist, deltager med liv og sjæl aktivt i dette forræderi. Ved hjælp at mere end ivrige journalister ansat ved den skandinaviske presse må man sige, at det i første omgang er lykkedes nashisterne at føre krig mod S. I. - Det eneste, nashisterne har haft brug for, er dog kun en benævnelse, et navn, der kunne virke som garant for deres produkter og kunstkræmmertalent. Publikum i almindelighed har derfor fået det falske indtryk, at S. I. skulle være en kunstretning. - Ikke mere om det. At komme ind på alle de tåbeligheder om "situationismen", som nashisterne ved hjælp at deres reklamebureau har fået publiceret i den skandinaviske presse, vil være lige så omsonst som latterligt, idet de fraser, nashisterne fremfører, er én eneste bundløs sump at hofnarreagtige kompromis'er. En sump, der for disse fraseryttere er det eneste passende opholdssted.

I samfundets kanaliseringssystem optræder også den patenterede venstreintelligens. En intelligens, der for samfundet er ganske ufarlig og derfor også hjælpes på bedst tænkelig måde, fordi den på passende tidspunkter kan tages frem og holdes op for folket som en narresut, hvis opgave det er at virke overbevisende om vort eget "demokrati"s store ufejlbarlighed. Denne patenterede venstreintelligens, der ikke kender nogen umiddelbar løsning, ja, end ikke kan fremføre blot en sandsynlig løsning på samfundets kaotiske tilstande, lader sig derfor nøje med at afdække disse tilstande, og er i øvrigt sig selv nok. Den er således på vagt overfor S. I. og vil søge at likvidere os gennem tavshed, idet den føler sin prestige udsat for en meget hård modvind. Vær kun rolige, - S. I. deltager ikke i jeres prestigehungrende skuespil og ønsker heller ikke at videreføre den negative rolle, som samfundet har givet jer, for vi er parate til at få "snavs under neglene" i den kamp, der forestår for at få samfundet omdannet til et samfund af kunstnerisk legende og virkeligt levende mennesker, der hver dag realiserer nye ønsker og ideer. Vor bevægelse, der i øjeblikket udfolder sig globalt, må med en beslutsomhed og en viljestyrke, som ingen tidligere revolutionære bevægelser har kunnet lægge for dagen, arbejde for en fremskyndelse at det tidspunkt, hvor vore teser støder sammen med samfundet under dets skæbnesvangre udvikling frem mod "1984".

Her hvor vi nu står, et godt stykke over tærskelen til automatiseringens tidsalder, gælder det derfor om ved hjælp at ekstreme handlinger, disse være sig udført som et resultat at en revolutionær kunstnerisk legs frembragte resultater eller provokationer, - og da disse ikke slår til - gennem direkte aktion, at sprænge den udviklingskæde, som fortidige og "nutidige" dirigerende elementer i samfundet har fået forvandlet til en lænke om halsen på al legende aktivitet på denne klode. Vi vil kalde de millioner af levende døde tilbage til livet, nøjagtig i det øjeblik, der bliver brug for det. Den fulde rådighed over tiden vil da være sikret mennesket, og de fuldautomatiske fabrikker vil blive til det de skal være; Menneskets slaver !

Det ville være naivt at os, om vi troede, at de samfundspolitikere, der i dag (bevidst eller ubevidst) har affundet sig med i fremtiden at skulle spille rollen som værkførere i en global samlefabrik for ensrettere, vil stille mennesket overfor et valg. Derfor forstærker avant-garden i dag kampen mod bureaukrati og formalisme og skaber gennem denne kamp grobund for, at mennesket overalt bliver åbent og modtageligt for at lære nyt af legens skiftende situationer. - Når vi når der til, vil valget komme af sig selv.

Til formalister, bureaukrater og samfundspolitikere kan vi nu sige : Hårdhedsgraden at den forestående kamp om samfundets strukturændring afhænger udelukkende af d'herrer. Vi vil i denne kamp, under alle omstændigheder, forblive kompromisløse


J.V. MARTIN, « ANTIPOLITISK VIRKSOMHED », Situationistisk Revolution, nr. 1, 1962