HOMO LUDENS (Else STEEN HANSEN, 1963)

J.V. MARTIN, Au second jour on prévoit 82 millions de morts, cartographie thermonucléaire, 1963

Homo Ludens


Såfremt ordet avantgarde skal bekræfte en virkelig nyskabende gruppe eller bevægelse, kan det ikke anvendes bedre end på den bevægelse, en række kunstnere fra alverdens lande har samlet sig i og kalder for Situationistisk Internationale.

Vendt mod det sterile samfund sætter de legen, det skabende menneskes leg, i højsædet og tager sig endog tid til at skabe en række teser for funktionen af det legende menneskes, eller som de selv ønsker at kalde det, det situationistiske samfund. Situationisterne betegner det nuværende samfund med tre punkter: Passive tilskuere, isolation og jeg'ets opgivelse. Kun disse tre punkters direkte modsætninger kan situationisterne anerkende som et virkeligt helhedssamfund : Aktive deltagere, kontakt og jeg'ets realisering.

På et tidspunkt, hvor Dadabevægelsen fra tyverne selv er gået hen og blevet en kulturel mode, og hvor neodadaisterne taler om at oplade f. eks. Marcel Duchamp's samfundsbenægtende værker med positivitet (æstetisk), mener situationisterne, at uanset hvad man for dem vil holde frem som positivitet i vort samfund, da kan det kun medføre en opladning af negativiteten hos dem, i deres samfundsbenægtende værker. Skønt f. eks. Tristan Tzara og medarbejdere klart kunne påvise det politiske livs syfilis, kunne vende satirens projekter mod det, der måtte og skulle ødelægges, så kunne de dog ikke fremkomme med et alternativ til den eksisterende samfundsorden. Hvad skulle man gøre efter at have malet overskæg på Mona Lisa ? - ønskede man virkelig, at Djengis Khan skulle opstalde sine heste i Louvre ? - Og hvad så ?

Ved dette punkt sker situationisternes overskridelse af ikke blot dadaisterne men også surrealisterne. Deres teorier, hvori det går igen, at intet må dominere mennesket, er af det italienske tidsskrift "Nuova Presenza" blevet betegnet som "virkelige værdier i kampen mod teknokraternes totalitarisme og den forstenede ideologi hos stalinisterne og socialismens bureaukrater. Andre tidsskrifter og blade har anvendt betegnelser som bl. a. "socio-kulturelle kosmonauter" - "læderjakkernes teoretiker" og "et mareridt, kulturens søvn ikke kommer over". Jovist er det revolutionære kunstnere, de viger ikke tilbage for at iscenesætte politiske eller kunstneriske skandaler. De spiller et spil mod magthaverne, og i puljen er menneskets ret til frit at konstruere sit eget liv. De skaber teorier for en byplanlægning, de kalder den unitære urbanisme, hvilket vil sige en teori for en planmæssig anvendelse af kunst og teknik, der kan bidrage til en fuldstændig konstruktion af et milieu i dynamisk forbindelse med erfaringerne om adfærd. Sagt på en anden måde, skulle omgivelserne komme til at passe til mennesket, ligesom vandet passer til fiskene. De eksluderer omgående deres egne, såfremt disse vil gøre sig til talsmænd for, at deres bevægelse skal føre en moderat og reformistisk kurs. Således f. eks. den tyske kunstnergruppe SPUR og den danske digter Jørgen Nash. Under processen i München blev den tyske kunstner Uwe Lausen idømt tre ugers fængsel for sin deltagelse i Situationistisk Internationales daværende tidsskrift SPUR. - I modsætning til de øvrige dømte kunstnere måtte Uwe Lausen afsone sin straf. Som medlem af bevægelsens centralråd havde de tyske dommere måske fundet ham uforbederlig. Med eksklusionen af Jørgen Nash flyttedes situationisternes center i Skandinavien til den danske ødegård "Kristinelyst" ved Randers, hvorfra de udsender tidsskriftet "Situationistisk Revolution".

Deres seneste manifestation fandt sted i Danmark og indebar i sig både en politisk og kunstnerisk skandale. Manifestationen havde fået navnet Destruktion af RSG-6 og var en hyldest til de anonyme englændere, der for menneskets skyld og under navnet Spies for Peace havde afsløret og distribueret den engelske regerings planer for en atombombesikker regeringsbunker kaldet RSG-6.

Galleriet havde de delt op i tre sektioner, hvoraf den første var udstyret som en atombunker. Her fandtes alt det, der skulle være en forudsætning for en periodisk opretholdelse af "livet" - uhyggeligt og deprimerende virkede det på publikum at mærke lysets svigten, sireners uafbrudte hylen, kvindelig på brikse og to assistenter i atomdragter uddele "den sidste pille". Man ville slå hårdt - og gjorde det.

I næste sektion fik publikum lejlighed til at afreagere gennem opkvikning. Her var placeret fotografier af politiske ledere, der er parate til at tage ansvaret for en atomkrig. Med rifler skød publikum på disse fotografier, og situationisterne vendte derved publikum om fra at være passive tilskuere til at blive aktive deltagere.

I galleriets tredie sektion, den kunstneriske sektion, fik de aktive deltagere en cocktail, åbenbart en skærende kontrast til "den sidste pille", som udleveredes i galleriets første sektion, de stod som fællesnævner for det nuværende samfund. Her fandtes den franske filminstruktør G. E. Debord's overmaling af et billede af Pinot-Gallizio. Med tydelig skrift havde Debord på dette billede, som situationisterne fandt umeddeleligt, skrevet : FJERN ALT FREMMEDGØRENDE ARBEJDE. - Billedet, der repræsenterede en pengemæssig værdi af 6.000 kroner, solgte situationisterne efter overmalingen for kun 300 kr.

Når man har bemærket den møjsommelige søgen, der i de senere år har fundet sted efter en nyfiguration i maleriet, må man konstatere, at situationisternes talsmand i Skandinavien, kunstneren J. V. Martin, med et slag har sat sig udover denne søgen ved på udstillingen at præsentere en billedserie kaldet "Termonukleære kartografier". Gennem en forening af actionpaintings frieste fremgangsmåder med gengivelser af forskellige dele af verden på forskellige tidspunkter af "tredie verdenskrig" har han skabt billeder, der gør krav på at være fuldkommen realistiske. Hans behandling af materialerne sker med en utilladelig frækhed. Disse søndersprængte relief-landkort er fyldt op med gammel brændt ost, hår, jern, slim og mug der stadig vokser på disse arbejder. Processen er stadig under udvikling. Kædereaktion ? - men i det skuespil vi lever i, skuespillet om den tredie verdenskrig, er nægtelsen og den "black humour", der kendtes under skuespillet om første verdenskrig, nu kommet igen. Denne gang i en meget stærk og avanceret form.

Med et krav om kunstnerisk frihed til at gøde lige hvad der faldt hende ind, viste den franske kunstnerinde Michèle Bernstein en række billeder, hvori hun, med en hårdt tiltrængt fornyelse af bataljemaleriet vendte hele verdenshistoriens gang på hovedet. Billederne havde fællesbetegnelsen "SEJRE" og vendte alle de nederlag, revolutionære folkerejsninger har måttet gennemgå, til sejr. Denne serie "SEJRE" fortsætter den ubetinget optimistiske drejning, hvormed Lautréamont allerede med en fanden i voldsk frejdighed har nedlagt påstand om dokumentfalsk over alle ulykkens former, og dens logik :

"Jeg accepterer ikke det onde. Mennesket er fuldkomment. Ånden falder ikke. Fremskridtet eksisterer ... Indtil nu har man skildret ulykken for at indgyde rædsel, medlidenhed. Jeg vil skildre lykken for at fremkalde disse tings modsætninger...Såvel som mine venner ikke dør, taler jeg ikke om døden."



Else STEEN HANSEN, « Homo Ludens », Konstrevy nr. 5/6, Stockholm, 1963